Lindvig, Vesterhavsvej 150, Lønne. 6830 Nørre Nebel

(+45) 40 32 52 83

info@lindvigferie.dk

26.10.2025

Lokale specialiteter

Local-Food Nymindegab (3km)

Vesterhavsvej 316, 6830 Nørre Nebel
www.local-food.dk
Opdag et hav af lokale specialiteter hos Local Food i Nymindegab!

En butik i hjertet af Nymindegab, som er fyldt med et stort udvalg af lokale fødevarer, produkter og unikke smagsoplevelser. I butikken finder du forskellige produkter fra hele 45 lokale producenter. De lokale ildsjæle; René, Henriette og Nete står klar til at servicere jer og til at fortælle de gode historier om vores lækre lokale fødevarer. Desuden er Local-Food det perfekte sted til at købe en hurtig sandwich eller til at bestille en Tapas Platte, enten to-go til at nyde her på Lindvig – eller til at nyde i Local-Foods egen lille café.

 


Toftegaard Økologi – Gårdbutik (6km)

Kollevej 25, 6830 Nørre Nebel
www.toftegaardokologi.dk

Ærligt, lokalt, økologisk, velkommen til Toftegaard Økologi! Ditte og Robert driver Toftegaard som er et økologisk landbrug med høj fokus på ansvarlig produktion og dyrevelfærd. På deres jord producerer de grøntsager efter sæson, og deres dyr har adgang til store udendørsarealer, hvilket giver dem mulighed for at udøve naturlig adfærd. Blandt andet kan Lønnehedegrisen fremhæves, det er i sandhed grise med krølle på halen!

I deres fine gårdbutik kan du handle varer efter sæson, her kan man købe alt ligefra lam, svinekød og æg til lokalområdets lækreste grøntsager. Tak fordi du støtter op om vores lokale økologiske landbrug!

 


Stenbækgaard – Gårdbutik (14km)

Hustedvej 31, 6830 Nørre Nebel
www.stenbaekgaard-lunde.dk

Stenbækgaard er en lille og alsidig økologisk certificeret grøntsagsgård, der har til formål at gøre verden lidt mere farverig.

Når Stenbækgaard dyrker deres økologiske grøntsager, lægger de stor vægt på biodiversiteten. Frugttræer, buske og græsningsarealer integreres i det dyrkede areal på en sådan måde, at der skabes et så farverigt og mangfoldigt levested som muligt. Deres lille gårdbutik er åben i sæsonen fra 15. juli til 15. november. Åbningstiderne er: Lørdage fra 10:00 til 19:30. Alternativt kan du også købe deres produkter hos Varde Ådal Lam Toftnæsvej 30, 6800 Varde.


Hvide Sande Røgeri & Restaurant (26km)

Troldbjergvej 4, 6960, Hvide Sande
www.hvidesanderogeri.dk

Lokalområdets største udvalg af fiskeretter – både to-go og til at nyde på spisestedet. Langt hovedparten af det fisk, som du kan få hos Hvide Sande Røgeri kommer direkte fra deres eget fiskeskæreri og røgeri. De opkøber dagligt råvarer fra fiskeauktionen i Hvide Sande og Hanstholm, som de selv forarbejder i røgeriet – deres motto er: “Vi er mæ’ æ hele vej, fra æ’haw til æ’maw”.

Bonus: Hvide Sande er et besøg værd i sig selv, og køreturen op af den smalle landtage er virkelig fin!


 

Gardbutikken ved Varde Ådal Lam (31km)

Toftnæsvej 30, 6800, Varde
www.vardeaadallam.dk

Hos Varde Ådal Lam har de en fin selvbetjent gårdbutik med et bredt udvalg af gårdens egne varer og andre lokale specialiteter. Der sælges kød af egne økologiske lam, kvæg/okse, gris, ænder og gæs, men der er også salg af økologiske ost, vin, honning, is osv. Derudover kan der købes kaniner og vildt, lammeskind, blomster og forskellige specialiteter som snaps, salt, chokolade, marmelade osv. Butikken er selvbetjent – men Eva er som oftest lige i nærheden og kan hjælpe med eventuelle spørgsmål samt gode ideer til tilberedningen.

 

Let us

keep you up to date

Sign up for our news email and be among the first to receive offers, news, ect.

Copyright © 2025 Lindvig | CVR 2929 2929 | Cookies | Privatlivspolitik