Lindvig, Vesterhavsvej 150, Lønne. 6830 Nørre Nebel

(+45) 40 32 52 83

info@lindvigferie.dk

Filter efter

En sand parade af

Natur og Kultur

Den vestjyske natur er under evig forvandling, og her finder du natur- og kulturelle oplevelser for alle aldre.

Årstiderne bringer hver deres charme til det skønne område i Vestjylland, hvor Lindvig Ferie ligger strategisk godt placeret i forhold til de mange tilbud, der findes på vores del af Vestkysten.

Afhængig af hvornår på året du besøger os, kan du f.eks. opleve alt fra dybe plovfurer så langt øjet rækker, marker klædt i korn og majs, den næsten skinnende lilla lyng og naturens øvrige smukke nuancer dækkende det meste af farvepaletten og mini sort sol over vores tage og ved Tipperne. Tilsættes yderligere et væld af forskellige fugle, rådyr, heste og køer i mange racer, er her en helt unik diversitet. Naturpark Vesterhavet strækker sig f.eks. over 22.500 hektar, der ligger som et bælte langs kysten mellem Blåvands Huk i syd og Nymindegab i nord, og vil glæde alle, uanset hvor meget eller lidt naturbegejstret man er. Udover den smukke natur finder du en lang række af kulturelle oplevelser helt herude mod vest.

Bunkermuseet Tirpitz i Blåvand, der ligger 40 km fra Lindvig, er et af de mest berømte museer. Ud over at gå på opdagelse i den store bunker, er der skiftende udstillinger som f.eks. “Den skjulte Vestkyst” og “Livsfare – Miner”. Rav kan man også opleve, og det i klumper så store, at man kun kan blive imponeret. Pt. støder man ind i nogle life size mammutter på turen fra parkeringspladsen og op til selve museet.

FLYGTNINGEMUSEET FLUGT er Vestkystens nyeste museum i verdensklasse. Da det desuden er det eneste af sin slags i verden, er det et absolut must see. I det der tidligere rummede Danmarks største flygtningelejr, kan man opleve Oksbøllejrens historie på nærmeste hold. På Flygtningekirkegården i forbindelse med museet ligger 1796 tyske flygtninge begravet, der hvert år bliver besøgt af op mod 20.000 efterkommere. Med en audioguide i øret, er det desuden muligt at tage tilbage til 1946 og opleve hverdagen på stedet. Museet, der ligeledes rummer stærke og personlige flygtningehistorier fra andre dele af verden over en hundredårig periode, er tegnet af BIG – Bjarke Ingels Group, der også står bag Tirpitz museet i Blåvand. FLUGT ligger 23 km fra Lindvig.

Nymindegab Museum små 3 km ud af hovedvej 181 er et kulturhistorisk kunstmuseum. På det nyrenoverede museum smelter kunsten og kulturhistorien sammen når malerier af blandt andet Laurits Tuxen får selskab af fortællinger om kulturmødet mellem den lokale fiskerbefolkning og storbyens malere og badegæster. Her kan du bruge alle dine sanser. Kom og hør historier om esepigernes arbejde, fiskernes skæbner og den lokale esepige Dortheas sange om livet og døden. Få fornemmelsen af, hvordan der lugtede i Nymindegab i fiskesæsonen og hør fortællinger om badegæsternes ferier i området, de lokale håndværkere og ikke mindst: malerne, der fandt deres motiver ved fjorden, havet og blandt de gæve vestjyder, som de mødte her. Udenfor på Friland er der højt til loftet og små hyggelige kroge. Her kan man gå på opdagelse i historien og slippe legen fri. Her kan du blandt besøge den gamle savmølle, hvor tømrer Larsen førhen byggede gafpramme. Du kan også høre om badegæsternes feriedage, de nedgravede køkkenhaver i Nymindegab og blive budt indenfor i esehuset. I museets cafe kan man købe, kaffe og drikkevarer og man er velkommen til at nyde sin medbragte mad udenfor. Der er desuden skiftende udstillinger med hvert sit aktuelle tema.

Bork Vikingehavn er stedet, hvor tiden bliver levende. Det lover de i hvert fald på deres hjemmeside, og når man ser de vikingeklædte folk i museumsshoppen og ude i de åbne områder, er man da heller ikke i tvivl. I juli og august vrimler det med folk, der tilbringer sommeren forklædt som sømænd, handelsrejsende og andet godtfolk, der er klar til at fortælle dig en god historie, mens du kigger på andre, der udøver diverse håndværk fra gammel tid. Man kan også selv bage fladbrød og skyde med bue og pil. Dog er det ikke muligt at nedlægge eget pålægsdyr til brødet. En god oplevelse for alle, men de mindste vil nok være de allermest begejstrede over den overdimensionerede vikingelegeplads.

Abelines Gård på vej mod Hvide Sande, er en tidskapsel, der vil bringe de besøgende tilbage til livet ved Vesterhavet, som dengang oldemor var barn. Man kan se både stuer og stalde, og her er der også mulighed for at lege som i gamle dage, og hjælpe med de daglige gøremål. Frivillige med en enorm viden, fortæller også lystigt om stort og småt.

Blåvandshuk- og Lyngvig fyr ligger ca. 70 km fra hinanden. Det de to fyr har til fælles, er en enestående udsigt over området, og en fælles mission om at lyse op, så strandinger undgås. I 1906 var det netop på grund af en tragisk begivenhed, der kostede 3 menneskeliv, at Lyngvig fyr blev bygget. Blåvandshuk fyr, beliggende på Danmarks vestligste punkt, blev taget i brug nytårsaften år 1900 og indeholder 170 trin, der kan tage pusten fra de fleste.

Dyrehaven Egholm i Nr. Nebel har en lille zoo med klappedyr. Et sikkert hit blandt de små, , der kan gå rundt på et overskueligt område og klappe alle de søde og tamme favoritdyr.

Skinnecykeludlejning ligeledes fra Nr. Nebel kan bringe dig ad de gamle skinner helt til Nymindegab, og er en skøn mulighed for at nyde naturen. Både hvis du har vundet tjansen med at trampe i pedalerne, og hvis du kan sidde tilbagelænet på ladet, og nyde livet.

Vandsport: Helt så afslappet, langt fra faktisk, går det ikke for sig, hvis du skal prøve kræfter med windsurfing eller SUP. Der er fantastiske muligheder for vandsport i både Bork Havn og Hvide Sande, så det er bare med at komme afsted. I sommermånederne kan der lejes udstyr og forskellige kurser bliver tilbudt flere gange om ugen hos Westwind, der har udlejningslokationer flere steder her på kysten.

Shopping: Desuden er der ud over de almindelige butikker i området, et hav af loppemarkeder, små vejboder og markeder der sælger alt mellem himmel og jord. Ikke mindst friske grøntsager og bær i sæson. Er du til ting i filt og førsteklasses håndværk eller vandsportsudstyr, må du endelig ikke snyde dig selv for et besøg hos Havfruen eller Windsport i Nymindegab, men også Rav Mads’ Hus, Glasgården i Henne og… nej… listen er næsten utømmelig.
Et ophold hos os på Lindvig er derfor et fantastisk udgangspunkt for dig og dine, hvis I vil nyde denne skønne del af Vestkysten i bunden af Ringkøbing Fjord og centralt placeret mellem Henne Strand, Hvide Sande, Nørre Nebel og Varde.

Info om

Kulturelle oplevelser

Telefon:+45 40 32 52 83

Adresse:Vesterhavsvej 150, Lønne

Vi anbefaler

at besøge disss steder

Nyd naturen

PÅ CYKEL

Udforsk de utalige muligheder for at opleve den utæmmede Vestjyske natur på cykel. Lindvig er direkte forbundet med Danmarks måske smukkeste cykelsti, cykelrute nr. 1.

Læs mere

Oplev naturen fra

hesteryg

Omend du er en erfaren rytter eller nybegynder, så er der et bredt udvalg af forskellige rideoplevelser for alle i den storslåede og afvekslende natur ved Vesterhavet.

Læs Mere

På opdagelse i ægte madglæde

En Smag af Vestkysten

Fra gastronomi til hjemmegjorte smagsoplevelser. Her følges den gode smag og det begejstrede smil hånd i hånd.

Læs Mere

Lad os

Hold dig opdateret

Tilmeld dig vores nyhedsmail og vær blandt de første der modtager tilbud, nyheder, etc.

Copyright © 2021 | Lindvig | CVR 31770955 | Cookies | Privatlivspolitik